Sennheiser Momentum Black

Posted: June 4th, 2013 | Author: | Filed under: Namunël | Comments Off

Er du som os her i Namunël musikelsker, har du sikkert på et eller andet tidspunkt i dit liv, prøvet at sidde i toget, bilen, flyet eller på cyklen med dine (intet ondt om Apple) iPhone eller iPod in-ears og tænkt, ”er det musik, børn i gråd eller bil støj jeg hører lige nu?”.
Et par gode hovedtelefoner, hvor lyden og stemningen, kommer til sin ret er – i hvert fald for vores vedkommende, – en meget essentiel del af både en DJ og musikelskers liv!

Kort inden dette års Distortion satte København på den anden ende, modtog vi fra Sennheiser, dette flotte sæt hovedtelefoner.

Tyske Sennheiser har siden den spæde start i 1945, alle dage været med helt fremme når det gjaldt lydens ofte magiske univers. Og Sennheiser beviser endnu engang med disse Sennheiser Momentum Black, at de stadig besidder utrolige evner, når det gælder om at genskabe den oprindelige studie skabte autentiske lyd.

Momentum Black er både i dens udseende og lyd meget fuldendt. Førstehåndsindtrykket af disse hovedtelefoner var, måske ikke helt så godt, som denne anmeldelse gerne skal ende med at give udtryk for, og den første tanke der strejfede en flok Aiaiai-afhængige jyde-DJs lød da også nogenlunde således, ”DJs med gamer hovedtelefoner har sgu også altid været fucking fedt”.

Men efter en uge med Momentum Black, og en 4-5, tretimers togture til fastlandet, vil vi gerne gå til bekendelse, og beklage vores tidligere lidt forhastede udtagelser. Disse hovedtelefoner er fantastiske!

Pasformen er utrolig behagelig. De store skumpuder omkring ørene er meget behagelige, og er i modsætning til f.eks. puderne på Aiaiais TMA-1, knap så hårde hvilket gør at du efter en København – Holstebro togtur på 3,5 time, med bøfferne konstant siddende tæt til ørene, stadig finder dem behagelige at have på.

Lyden er dejlig varm og autentisk, uanset om du lytter til Duke Dumont, Kendrick Lamar eller lytter til eksplosioner fra John McClane’s uendelige Die Hard missioner. Derudover er de store puder omkring ørene utrolig lydisolerende, så skulle du havne på en plads ved siden af, eller overfor en sladderhank der ikke vil makke ret, så skal du ikke frygte!

Hvis man skal komme med et enkelt minus ved disse ellers meget gennemførte Sennheiser hovedtelefoner må det være, at Momentum Black ikke egner sig særlig godt til DJ brug. Om der er sat begrænsning på ift. Mængden af decibel du kan trække ud af hovedtelefonerne – måske for at undgå høreskader, – skal vi ikke kunne udtale os om, men i hvert fald kan du, trods den ellers gode lydisolering, have svært ved at høre hvad der foregår, når du går i det røde felt på din mikser.

Dette skal dog ikke forhindre os i, at anbefale Momentum Black hovedtelefonerne fra Sennheiser på det kraftigste. Prisen for disse hovedtelefoner ligger på lidt over 2000 DKR.



Comments are closed.