Katchy Tapes

Posted: April 2nd, 2011 | Author: | Filed under: Mixtape | Comments Off

En god historie behøver ikke læses på skrift eller høres gennem ord. DJens foretrukne værktøj hedder mixtapes. Et redskab som i sig selv kan fortælle en historie, afspejle en stemning og fortolkes på vidt forskellige måder. Her følger fire helt forskellige mixes, som du bør gemme til et lyt ved rette lejlighed.

Ena – Monday Mix
Det fremragende og initiativrige foretagende Artrebels inviterer alle nysgerrige lyttere til en fast mandagsdate. Hver uge vil et nyt mikstape ramme Artrebels’ blog, og skibet lægger fra kaj med Kaptajn Ena – kendt fra Fagget Fairys – bag decket. At trykket skal lægges på miks, hersker der ingen tvivl om. Ena lader hip hop-legenden Tupac indramme mikset med nummeret Monday Morning, og undervejs sejler vi forbi velkendt land som eksempelvis Till Von Sein, Michael Meyer og Caribou.

Ena’s Monday mix by ArtRebels

Morten Bruhn – Greeting Card #01
Regnskyfader, viborggenser i asyl og firstmoverbooker på Dunkel – Morten Bruhn har skudt en ny mikstapeserie i gang, som med egne ord ikke er genrebegrænset, men blot skal fortælle en historie. En timelang historie på 14 tracks, som trækker os igennem et utal af genrer. Det svinger dog eminent sammen, og det er lige før, at man glæder sig til at vågne en solbeskinnet formiddag på Roskilde – beskidt, udkørt og med ufatteligt tømmermænd, og så mærke lindringen fra de bløde toner på det hjemmebyggede anlæg.

Greeting Card #01 by Morten Bruhn

Føz – Diskodaskomiksbånd
Min kære broder i Namunël, Frederik eller Føz, kunne tirsdag via Facebook berette om sin ustyrlige lyst til at spille for 10.000 mennesker LIGE NU. Han var røget i den onde Facebooklimbo – fanget af update-knappen på en kedelig tirsdag. På forunderlig vis fik han dog kanaliseret sin rastløshed over i et mikstape, som indkapsler den diskolyd vi i Namunël er ret forelskede i netop nu. Vi kommer både forbi Double T – samarbejdet mellem nu afdøde Kjeld Tolstrup og Morten Trøst, Discodeine, Tensnake og Dimitri From Paris. Glemte jeg at nævne Cliff Richard? For han er der også!

Diskodaskomiksbånd by Frederik Thorngaard

Fat Pony – Klashy Killer
Det ville næsten være flabet, at efterlade et så langt weekendindlæg uden guf til din basforstærkede equalizer. Slutteligt runder vi Fat Ponys bud på Klashys DJ-konkurrence om et gig til Distortion. 20 minutters rendyrket rave, som skal sikre den fede pony videre deltagelse i konkurrencen. Fat Pony karakteriserer rave som “den perverse, fordrejede elektroniske lyd, som usympatisk får dig til at lave dansebevægelser du ikke selv styrer. Rave styrer dig”. Tak Fat Pony – Tak Distortion. Vi ses, forhåbentlig, 1-5 juni 2011 i Københavns gader!

Fat Pony – Klashy Killer by Fat Pony



Comments are closed.